Grøn skønhed kommer indefra, og det handler om til – og fravalg
Af Liselotte A. Gath
I Pilates B er der en tydelig sammenhæng mellem at passe på sig selv og andre!
At være et aktiv til fordel for klimaet hænger nøje sammen med at vælge. Et valg, hvor man tager sig selv og sin verden alvorlig på en kærlig måde.
For umiddelbart kan det være svært at se, hvilken sti man skal træde i den hektiske klimadebat, der både roser og udskammer i et væk.
Hvor skal man begynde, og kan man overhovedet overskue, om det man gør – gør en forskel!
Men ikke at gøre noget er også et valg, og det er en tanke værd!
Når det handler om ens personlige pleje, er der meget på spil, der er meget at forholde sig til.
Hvad har vi råd til? Når vi står og udvælger produkterne, skal vi vælge det skånsomme, rene, klimavenlige og dyrere mærke, eller er det lige her, at det billigere, det der altid har fungeret, tages ned fra hylden!
Og kan man overhovedet stole på det, der står?
At begynde med sig selv
I Pilates B har vi valgt ikke at lukke øjne og ører for den viden, vi har fået gennem en lang årrække. Vi ved, at mange kosmetiske produkter kan indeholde potentielt hormonforstyrrende stoffer, og at det kan koste dyrt for miljøet, når fx mikroplast, silikoner og oxybenzone fylder havene op.
Vi har fokus på både indhold og emballage.
At være bevidst om bortskaffelse af rester af shampoo, creme eller andre plejeprodukter handler både om, hvordan selve produktet påvirker miljøet, når det kasseres eller skylles af kroppen, men altså også, om måden vi bruger og håndterer emballage på.
Hold øje med disse to garanter
ECOCERT COSMOS er en fælleseuropæisk certificering af økologiske produkter, som bliver brugt i flere end 45 lande. I Norden er det SVANEMÆRKET, der er garant for miljøvenlige produkter, og de to certificeringer holder vi øje med, når vi tænker grøn skønhed og til-og fravalg af produkter i vores shop.
At vælge miljøet til er nøglen til grøn omstilling
Vi ved godt, at når et produkt skal virke, når det skal have en hurtigvirkende effekt på rynker, pletter m.m. så er det ikke altid, at det naturlige indhold kan leve op til det optimale resultat i den fart, der passer forbrugeren. Vi synes, at det vigtigste må være, at produkterne efterlader sig spor, hvor de skal – nemlig på huden og i håret – og ikke i naturen. Den måde at tænke på, synes vi, er nøglen til grøn omstilling.
Effekten bliver langt større på den lange bane både for forbrugeren og for klimaet, når vi viser hensyn til os selv og til vores klima. Vi synes, at det en tanke værd hos os alle, hvad vi vil smøre os ind i, og hvad vi skyller af os.
Vi opfordrer til et mindre forbrug og enklere rutiner med certificerede produkter.
Det er et dyrere alternativ, men det er et alternativ, man kan stole på.
Grøn skønhed kommer indefra og holder længere, det handler om at træffe valget!
Det har vi gjort, vi har valgt den grønne tankegang til.