Swan Dive på Wunda Chair

,

Swan Dive på Wunda Chair

Hej, Jeg hedder Sara og jeg vil gerne dele lidt mandags motivation med dig. Jeg står for Pilates B Studio i Lyngby hvor vi tilbyder klassisk Pilates til både træning og genoptræning. Vi har også Pilates B Clinic hvor vi har en kiropraktor og en massør ansat. Hver mandag deler jeg lidt omkring en øvelse – både det tekniske, men med fokus på det der ligger udenom og som tit og ofte blokere for, at vi kan rykke os fysisk.

Øvelsen Swan Dive på Wunda Chair hører til i rækken af ekstensioner af kroppen. I Pilates ser vi øvelserne som helkropstræning. Dvs. øvelsen er ikke kun for ryggen, men også for arme, ben, nakke, hals, hænder, fødder og mave. Ja kort sagt, hele kroppen.

Mandagstræningen

Min egen træning mandag morgen bestod af hele Matwork serien til opvarmning, så Arm Series på Spine Corrector, dernæst Leg Series på Spine Corrector og så Pull-ups og Swan Dive på Wunda Chair. De sidste tre øvelser er mine ”lektier” fra sidste uges træning med min mentor og træner Gloria Gasperi. Vi træner jævnligt sammen i vores Master gruppe hos Gloria. Derudover så træner jeg selv en gang om ugen privat online hos Gloria Gasperi. Gloria sidder i Italien så jeg har desværre ikke den luksus at kunne møde min træner fast ansigt til ansigt – Corona eller ej, så er turen til Italien for lang til hverdagen.

Da jeg først fik Leg Series som hjemmearbejde af Gloria var min tanke, hvorfor det? Den sidder da meget godt? Og ja, det gør den, men min krop kunne lærer noget af denne øvelse som jeg skal bruge i en anden øvelse jeg arbejder med for tiden, nemlig Long Spine Massage på Reformeren. Det har nu taget mig en uges tid med en masse gentagelse og observation i min egen krop at lurer, præcis hvad det er at jeg skal lærer af denne øvelse. Det tror jeg at jeg har fundet ud af nu og nu kan jeg så begynde at implementere det mere fast i mit bevæge mønster. Det er sådan at jeg dagligt træner mig selv. Jeg leger med øvelserne og forståelsen af bevægelsen og jeg gentager det igen og igen og igen og ….

Det uperfekte foto

Swan Dive på Wunda Chair er en af mine ”suk” øvelser. Dvs. det er en øvelse som jeg ved er rigtig god for min krop, men også en øvelse som jeg ikke har 100% i kroppen. Jeg har knoklet med den i mange år og det bliver bedre, men jeg er ikke i mål endnu. Hvis du blot ser på billedet af mig der udfører øvelsen, så ser det i princippet fint ud og det er det også. Jeg føler bare, at min krop mangler den sidste forståelse for at den sidder lige i skabet hver gang.

Billedet er taget med selvudløser dvs. der er 10 sekunder fra du trykker på knappen til billedet, bliver taget. Det er en meget ærlig måde at tage et billedet på da du ikke har meget tid til at komme ind i øvelsen. Jeg var i stor tvivl om jeg skulle bruge dette uperfekte foto eller ej, men selvfølgelig skal jeg da det. Det illustrerer meget godt hvad dette indlæg egentlig handler om. Nemlig om at give slip på vores egen overbevisning Av. Hva’? Det er ikke altid sjovt, men nødvendigt hvis du vil rykke dig.

Giv slip på din egen overbevisning

Du kender det helt sikkert. Om du er i en genoptrænings situation, optræning til et nyt niveau eller bare laver din daglige motion. Vi tror at vi ved det. Vi er overbeviste om hvad vi kan og særligt om hvad vi ikke kan. Kender du det? Der kører en lille svada inde i hovedet om, at det vil gøre ondt når du gør sådan eller sådan fordi du har en gammel skade? Det kan være at du bare ved, at det store trin op vil gøre ondt i dit knæ. Eller du kan garantere, at det vil gøre ondt i ryggen at bøje dig forover. Eller at du ikke kan holde hovedet et bestemt sted fordi så gør det ondt. Eller, at du ikke kan lave rygøvelser uden at få ondt i ryggen. Vi kender det alle og vi møder den igen og igen i os selv. Spørgsmålet er så bare, er vi klar til at give slip på den overbevisning?

Nogle gange så er det ikke en engang en smerte der stopper os, men en overbevisning om, at det kan vi ikke. I Pilates ser vi dette ret tydeligt i vores egen krop. ”Jeg kan ikke lave ….”Punktum. Kan du mærke det? Allerede der har du skabt en fysisk og mental blokering i dig selv. Hvis du så til trods for, at du bare ved, at du ikke kan, prøver alligevel så er der stor sandsynlighed for, at du vil opleve enten 1) en smerte eller 2) se, jeg kunne ikke.

Frygten for at bevæge sig

Hvordan kommer vi så videre derfra? Hvordan får vi ændret på denne overbevisning? Det er svært, men i stedet for at prøve at ændre din overbevisning, så prøv at give slip i stedet for. Giv slip på tanken om at du ikke kan eller at det vil gøre ondt. I træningssalen går vi det nemmeste ved at lave bevægelsen eller øvelsen så ren som muligt. Når vi så alligevel ikke kan, så er det fordi, at vi gør det samme som vi plejer og så virker det selvfølgelig ikke, og det bliver bare det samme problem igen.

Prøv i stedet at gøre noget andet, også selvom det eventuelt gør ondt kort varigt. Det handler om at bevæge sig frit og som om du ikke har ondt. Har du fx ondt i højre arm når du løfter den op, så prøv at løfte venstre arm op og ned nogle gange og observer hvordan din krop og dine muskler bevæger sig. Jeg sagde observer. Ikke ret på dig selv eller analyser hvad du gør, blot observer. Prøv så at løfte din højre arm igen imens du tænker på at du løfter den venstre. Giver det mening? Dette var et nemt eksempel og måske du kan få dette til at fungere selv. Hvis ikke, så find en dygtig Pilates instruktør eller en anden træner med forstand på krop og sind til at guide dig igennem. Nogle gange, så har vi brug for hjælp til at komme igennem en smerte, et ubehag eller frygt for en bevægelse eller øvelse og det er helt normalt.

Lektien

Hvad var det så at jeg skulle lærer af Leg Series på Spine Corrector, Swan Dive og Pull-Ups på Wunda Chair? Ja, det er min helt personlige rejse og specifikt for min krop og hvor jeg er lige nu, så det vil jeg holde for mig selv. Måske det er noget helt andet for dig end for mig? Fælles for alle er dog, at vi er nødt til at prøve og vi er nødt til at give slip på vores egen overbevisning for at lære noget nyt og for at komme videre. Og husk, det du lærer i egen krop det er dit for altid.

Ja, vildt tarvelig slutning I know. Men, nu ved du hvor du skal starte for at komme videre.