Indlæg

Rygsmerter og klassisk Pilates

, , ,

Pilates har en vigtig rolle til dig med rygsmerter

Alle dage har der været mange myter om, hvorfor vi mennesker får muskel- og skeletsmerter og især rygsmerter. Sandheden er, at der findes mange forskellige årsager til smerter og dårlig funktion af vores muskler og led. Man siger, at årsagen til rygsmerter er multi-faktoriel. Det vil sige, at der er mange faktorer som i samspil, eller hver for sig, kan være årsag til rygsmerterne.

Hvorfor får vi rygsmerter?

For at komme årsagerne nærmere, skal vi se på flere faktorer. Vi skal se på vores biologi, hvordan er kroppen bygget? På vores psyke, hvordan trives vi? Og på vores sociale liv, hvilket arbejde har vi? Hvordan bor vi? Er vi i arbejde osv. Under et kalder man dette den bio-psyko-sociale model.

Vi mennesker anskuer og løser, generelt set, et problem ved at tænke, at der er én årsag til ét problem. Det kan være sandt, når det handler om hverdagsproblemer, men det er sjældent tilfældet, når vi taler om sygdomme eller smerter.

Hvordan behandles rygsmerter?

Vi ved, at der er gode, veldokumenterede behandlinger, som virker hos mange. Der er primært tale om uddannelse/information, træning og manuel behandling hos fysioterapeut eller kiropraktor. Medicin og operationer er også en løsning for nogle, men forskere er bekymrede for, at de har en for stor plads i rygbehandlingen, fordi medicin og operation er billigere eller helt gratis pga. tilskudsmulighederne for den enkelte.

Hvad kan vi selv gøre?

Men vi kan og skal også selv gøre en indsats, når vi har rygsmerter. I et interview i Berlingske, i forbindelse med offentliggørelse af et stort rygforskningsprojekt, udtaler et af de danske medlemmer i forskergruppen, Jan Hartvigsen, professor og kiropraktor ved Syddansk Universitet:

Hvis man har tilbagevendende rygsmerter, som er meget generende, kan det også være gavnligt at melde sig til et ryghold, hvor man styrker sin ryg og lærer at koordinere sine bevægelser på en naturlig måde.”

Og det er netop dét, man lærer i Klassisk Pilates. Man lærer, hvordan man naturligt, kontrolleret og koordineret bruger sit muskel-skeletsystem og dermed også ryggen. Det er denne systematik, der har vist sig, at være et meget effektivt middel mod rygsmerter.

Klassisk Pilates og rygsmerter

Dem der træner hos Pilates B oplever bedre funktion af deres muskler og led. Mange med rygsmerter oplever tilmed, at deres rygsmerter forsvinder eller bliver stærkt reduceret, når de træner klassisk Pilates. Det er en af de mange positive sidegevinster, der er ved at træne Pilates, hvilket stemmer helt overens med, hvad de førende forskere mener.

Klassisk Pilates er for alle, men man kan ikke love, at Klassisk Pilates altid vil fjerne alle rygsmerter. Det kan man ikke, fordi der, som vi har været inde på, er mange faktorer, der indvirker på, at vi har ondt i ryggen. Det har betydning, hvordan vores biologi er, hvordan vores psykiske og sociale forhold er og hvor dominerende hver faktor er hos den enkelte. Det er eksempelvis indlysende, at hvis det er de sociale forhold, der fylder mest i det enkelte rygtilfælde, så forsvinder rygsmerterne ikke ved at træne Klassisk Pilates. Men vi ved også, at når fysikken forbedres, påvirkes vores psyke positivt. Derved bliver vi bedre til at håndtere de problemer, vi ellers måtte slås med – og på den måde er det muligt også at påvirke den sociale faktor i rygsmerterne.

Fakta om rygsmerter i Danmark:

• Hvert år oplever halvdelen af alle danskere at have ondt i ryggen, og ca. 880.000 er meget generet af smerter.
• Danskere, der har ondt i ryggen, går 5 gange så ofte til lægen, som personer uden ondt i ryggen, er indlagt 11.000 gange om året og har 73.000 ambulante hospitalsbesøg.
• Lænderygsmerter er den hyppigste årsag til, at danskere ikke kan gå på arbejde, og 39 % af de sygemeldte bliver afskediget inden for 10 måneder fra deres første sygedag.
• Lændesmerter koster de danske skatteydere 1,8 milliarder kr. om året i form af behandlinger i det offentlige sundhedsvæsen.
• Dertil kan lægges 4,8 milliarder kr. i produktionstab ved sygefravær.

Kilde: ’Sygdomsbyrden i Danmark’ af Statens Institut for Folkesundhed

 

skrevet af: Jens Jacobsen, kiropraktor og bestyrelsesmedlem i Pilates B.